Videoudsagn: Vidnet til forbrydelsen i havehuset
Se et kort resumé af Nino Chieu og Beredskabschefen i Hvidovre
Om morgenen 26. november 2007 aflyste Pia Rønnei sine timer sidst på formiddagen på Mensendieck-instituttet på Frederiksberg. Klokken 11 rullede hendes Audi ind på den lille P-plads ved Bertel Henning Sundstrøms kolonihavehus på Vestegnen.
I genbohuset stivnede blodet i Nino Chieus årer, da han hørte tre serier af
gennemskærende rædselsslægne skrig ledsaget af dybe bump – som fra stump vold. Skrigene kom fra en kvinde.
»Det var skrig fra én, som ikke troede, at det nyttede at skrige,« siger Nino Chieu, 44 år og af italiensk-kinesisk afstamning.
Han arbejder som entreprenør, men 26. november havde han stået og støvsuget i sit kolonihavehus ved ellevetiden om formiddagen, da han så den sorte Audi A3 køre ind på parkeringspladsen lige uden for hans hus. Han lagde mærke til bilen, fordi han ikke havde set den før.
Kvindeskrigene fik Nino Chieu til at gå rundt om sig selv i huset, mens han forsøgte at tænke klart. Han var alene hjemme, og kolonihaverne lå øde hen sidst i november. Han vidste ikke, hvad det præcis var, han havde hørt. Men det lød ikke godt. På den ene side kunne han jo have hørt noget, der tilhørte privatlivets fred. På den anden side kunne han ikke rigtigt overbevise sig selv om, at det var sådan nogle skrig. I 83 minutter vaklede Nino Chieu mellem at foretage sig ingenting og gøre noget.
Endnu i vildrede så han fra stuevinduet i sit kolonihavehus naboen Bertel Sundstrøm søge hen til den sorte bil, som han læssede noget over i fra sin egen kassevogn. Bertel Sundstrøm kiggede hele tiden til højre og venstre.
»Han opførte sig ekstremt mistænkeligt. Det lignede noget fra en dårlig kriminalfilm,« siger Nino Chieu.
Politiet. Nu måtte han ringe til politiet. Nino fandt nummeret til den nærmeste politistation.
Klokken 12.53 ringede han 44 25 14 48 første gang.
Han kom igennem til Vestegnens Politi i Albertslund og talte med en medarbejder ved navn Mikkel. To minutter og ni sekunder henne i samtalen røg han af linjen, men han havde nået at forklare, hvad han havde oplevet.
Nino Chieu trykkede genkald og opnåede forbindelse igen 12.55. Denne gang kom han i gennem til en kvindelig betjent. Han rapporterede atter, hvad han havde hørt og set.
Den kvindelige betjent bad Nino Chieu gå over til nabohuset og undersøge sagen nærmere. Det var han ikke meget for. Hvad skulle han sige, og hvad kunne han gøre? Det var vel egentlig en sag for politiet. Han havde ikke stor lyst til at være deres spejder. Men efter 8:14 minutters samtale lod han sig overtale.
Han gik over til Bertel Sundstrøms hus, hvor naboen nu havde bakket den sorte Audi A3 helt op til havelågen. Bagagerummet stod åbent, og der stod en rød rygsæk på græsset. Indenfor i huset vaskede Bertel Sundstrøm hænder, så Nino Chieu gennem vinduet. Bertel Sundstrøm kom ud af huset, så snart han så sin nabo.
»Vi er nogle stykker, der hørte nogle skrig og mærkelige lyde,« løj Nino.
»Vi vil bare lige sikre os, at der ikke er nogen, der har brug for hjælp.«
Bertel Sundstrøm svarede helt roligt. »Det var ikke herfra. Det var nogen, der gik forbi ude på engen.«
Nino Chieu troede ham ikke et sekund. Han har arbejdet som lydtekniker og ved en del om, hvordan lyd forstærkes i lukkede rum, og hvordan lave frekvenser forplanter sig gennem træhuse. De lyde, han havde hørt, kom ikke fra engen.
»Nå, men såeh ...«
Nino Chieu gik tilbage til sit hus. Klokken 13.07 var Nino Chieu igen i røret til politiet. Han talte atter med den kvindelige betjent. Han forklarede, at han havde været ovre hos Bertel Sundstrøm, og det havde kun bestyrket ham i, at der foregik noget, som politiet burde reagere på. Efter 6 minutter og 21 sekunder konkluderede den kvindelige betjent, at det her var en sag, hun ikke alene kunne afgøre. Derfor ville Nino Chieu blive stillet om til det, han opfattede som vagthavende.
»Hun sagde, at det lød som en sag for beredskabet.«
Men her røg Nino Chieu for anden gang af linjen. Nu begyndte Nino Chieu at løbe tør for både tid og tålmodighed. Han havde en aftale i Solrød, han skulle forlængst have været ude ad døren, han havde ikke mere at fortælle, og politiet havde hans kontaktoplysninger.
Da han ikke hørte noget fra politiet, besluttede han alligevel at ringe en fjerde gang fra Solrød. Klokken 14.52 opnåede han forbindelse med en mandlig betjent, han opfattede som »vagthavende«. Over for Nino Chieu oplyste betjenten, at »vi vælger ikke at gøre noget ved sagen nu«.
Nino Chieu mente, at det var en fejl. Derfor insisterede han på, at hans henvendelse blev ført ind i døgnrapporten. Det lovede betjenten.
Otte dage senere bankede det på døren til Nino Chieus kolonihavehus. Uden for stod en midaldrende kriminalmand. Efterforskeren præsenterede sig som Steffen Rasmussen fra Vestegnens Politi, og med sig havde han en kvindelig kollega.
Det var helt tilfældigt, at Nino Chieu var hjemme den formiddag. Men han var glad for at se politiet, selv om det nu var mere end en uge siden, han havde ringet til dem og anmeldt de frygtelige lyde fra nabohuset.
Politifolkene spurgte, om Nino Chieu kendte naboen Bertel Sundstrøm. Det var ikke meget, Nino Chieu kunne fortælle, for Bertel Sundstrøm holdt sig mest for sig selv.
»Jeg har ikke set ham, siden han kørte herfra den mandag.«
»Nej,« svarede efterforskeren: »For han er jo død.«
»Er han død?«
»Ja, de er begge to døde...«
»Er de begge to døde?« Nino Chieu var himmelfalden.
»Hvad siger du – jamen, I kunne have forhindret det!«
De to mænd kiggede på hinanden et øjeblik:
»Hvad siger du?« sagde Steffen Rasmussen.
Nino Chieu antog, at politifolkene kom for at reagere på hans anmeldelser, og han vidste intet om dødsfaldene ved afkørsel 22 den mandag. Politifolkene formodede, at Nino Chieu kendte til dødsfaldene – og afslørede ikke selv det mindste kendskab til, at de sad over for et nøglevidne, der forlængst havde foretaget flere anmeldelser i sagen.
Nino Chieu sad ved sit spisebord i kolonihavehuset og fortalte sin historie. Præcis samme historie, han i flere omgange havde fortalt Vestegnens Politi over sin telefon mandag 26. november i netop de timer, da Bertel Sundstrøm beseglede sin egen og Pia Rønneis skæbne.
Nino Chieu så, hvordan hans fortælling påvirkede efterforskerne i hans kolonihavehus. De tog notater, og de var ret optagede af tidspunkterne for hans opkald. Det var ikke svært at forstå, mente Nino Chieu. Hvis politiet havde reageret på hans henvendelser, havde sagen efter alt at dømme fået et andet udfald.
Men noget gik galt den dag i november 2007. Galt som i helt uforståeligt, meningsløst og utilgiveligt galt.
Efterforskerne fra Vestegnens Politi stak ham på stedet en undskyldning »på politiets vegne«. Derpå gik de udenfor og foretog nogle opkald. Kort efter kom flere højtstående politifolk til stede, og mænd i hvide overtræksdragter myldrede ind i Bertel Sundstrøms kolonihave, hvor Krogh havde efterladt et afskedsbrev med sit testamente og en formulering om, at han ikke gad mere.
Så blev det alligevel en sag for politiet, tænkte Nino Chieu.
(Uddrag fra Berlingske Tidende, Morten Crone)